Menu

Livet som dyrlæge

Kunsten at vælte en ko: fake eller fakta

 

Nogle mennesker, der er opvokset i byerne, langt fra den landlige idyl, kan have mange myter omkring "Livet på landet".

 

En af disse er historien om, at vi på landet vælter køer, når vi skal more os. Hvis man googler ”kovæltning” vil man finde denne forklaring på Wikipedia:

 

”Den mest populære version af historien går på, at det efter sigende er en populær underholdningsform på landet at vælte køer, såvel i Danmark som i udlandet. Ideen er at liste sig hen til en ko, som står op og sover, for så derefter at skubbe til dyret, så det vælter. En variation af historien hævder, at koen efterfølgende ikke selv kan komme op at stå igen.

Man tror at en sovende ko læner sig op imod vinden for at undgå at vælte. Den, som ønsker at vælte koen, kan liste sig op og skubbe på koens side, så den dermed læner sig endnu mere mod, hvad den tror er vinden. Når man har øget presset på koen, således at man bruger hele sin kropsvægt, vil man ved at flytte sig hurtigt afstedkomme, at koen vælter, grundet det pludseligt manglende pres.”

 

Der bliver understreget på flere websites at kovæltning ikke sker i den virkelig verden og det er FAKE.

 

Men når man er en del af Skovbjerg DyrlægeTeam, hører man ofte snak om ”at vælte og rulle en ko” som en del af behandlingen af en venstresidet løbedrejning.

En af behandlingerne på venstresidet løbedrejning er at lægge koen ned på siden (vælte koen), og derefter rulle den over ryggen. I nogle tilfælde kan dette få løben tilbage på rette plads.

En anden behandlingsform er operation, der kan udføres på koen, når den står op, og derfor ikke behøver at blive "væltet".  

 

En løbedrejning bliver forårsaget af at koens fordøjelse af forskellige årsager ”går i stå”, og løben (en af koens maver) spiles op af luft eller væske, og drejer sig, så den kommer til at ligge i koens venstre side. Dermed bliver passagen for foderet lukket og symptomerne er, at koen falder i mælkeproduktion, den drikker og æder mindre. I modsætning til en højresidet løbedrejning, hvor passagen bliver helt lukket, er symptomerne på en venstresidet løbedrejning forholdsvis milde, da der ikke bliver lukket helt af for passagen mellem formaver og tarm, men at der kun er nedsat passage. Løbedrejning er en kompleks sygdom, hvor mange faktorer spiller ind, især foderet har en stor betydning.

 

Ønsker du at vide mere om løbedrejning, symptomer, behandling og forebyggelse, så tal med din dyrlæge.

 

Men husk at kovæltning er ikke for sjov, men derimod en vigtig del af behandlingen af løbedrejning.